login Dansk English

Erik Thorbjørn Nørremark skal sikre vand og sanitet i Haiti


Den 1. februar er Erik Thorbjørn Nørremark rejst til Haiti for sikre vand og sanitet i et projekt med genhusning af 500 familier.


Erik Thorbjørn Nørremark

Hvad skal du lave i Haiti?
”Min opgave er specielt relateret til vand, sanitet og hygiejne. Hvis der er behov for at grave en brønd, så har jeg en "ønskekvist" med til at finde vandårerne. Det plejer at virke, hvis vandet ikke er længere nede end 10-15 meter.”

Hvad håber du at kunne bidrage med til de fattige og hjemløse haitianeres liv?
”Jeg håber at kunne hjælpe de familier der skal bo i den planlagte landsby med 500 huse, men forhåbentlig også andre. Det er meget muligt, at jeg gennem koordination med andre kan udveksle information og viden til at løse problemer med vand og sanitet udenfor mit direkte arbejdsområde og derved indirekte hjælpe mange flere.”

Hvad tænker du omkring dit første indtryk, når du lander og skal møde de massive ødelæggelser og høre om alle de frygtelige tragedier?
”Jeg er så fokuseret på udfordringen i arbejdet med at skaffe vand til de mange, at jeg ikke rigtig beskæftiger mig følelsesmæssigt med familier der sover på gaden, de sårede på hospitalet eller de forældreløse børn. Det kan lyde lidt koldt, men det er i virkeligheden en psykologisk mekanisme til at beskytte sig mod at blive for involveret på det følelsesmæssige plan. Hvis man bliver for involveret, kan man ikke arbejde.”

Hvad består din oppakning i - når du skal være mobil?
”Jeg har en strategi for at være ekstrem mobil og klar til alle udfordringer, så jeg medbringer arbejdsstøvler med indlæg af stål og kevla, så jeg ikke skader fødderne, en vandtæt rygsæk til opbevaring af arbejdstøj, myggenet, computer og lille rygsæk med indbygget 3 liter vandtank til sikkerhed i det tilfælde, at der kommer et stort efterskælv, og jeg kommer til at sidde fast et sted. Og så har jeg et miniature-apotek med, der er helt specielt fokuseret på nødhjælp i troperne, så der er anti-malaria medicin og vandrensningstabletter til mange ugers forbrug. Da mobilnettet endnu ikke fungerer, bliver jeg udstyret med en satellittelefon (Iridium), der kan tilsluttes til labtoppen, så jeg får mobilt internet.”

”Pga efterskævl er det stadig farligt at sove indendørs, så sandsynligvis vil jeg foretrække at sove udenfor under myggenet. Der er varmt nok, jeg skal blot huske at få et liggeunderlag med.”